Der ville ikke være et LMBU uden Luthersk Mission. I år fylder LM 150 år, og LMBU vil gerne sige TILLYKKE!
Det var d. 1. marts i det Herrens år 1868, da en gruppe bornholmere med smeden Christian Møller i spidsen stiftede "Bornholms Forening til Evangeliets Fremme", som senere skulle blive til Luthersk Mission. Siden er der blevet holdt et utal af møder, holdt tusindvis af prædikener, sunget millionvis af åndelige sange og salmer, men der er stadig kun én årsag til LM's eksistens: Jesus.
LM har altid haft evangeliet som centrum for al arbejde. Det gælder også arbejdet blandt børn og unge. Formerne har ændret sig meget med tiden, men budskabet har altid været det samme: Jesus er verdens frelser, og alle mennesker, også børn og unge, skal have chancen for at høre om ham. Derfor er der i dag noget, som hedder "Luthersk Missions Børn og Unge". LMBU skylder LM sin eksistens, og vi er og forbliver tæt knyttet til LM.
Når LM i år har jubilæum, er der god grund for LMBU til at ønske LM er kæmpe tillykke, og sige tak for alt hvad I gennem årene har givet til børn og unge gennem årene.
D. 3. marts holder LM en stor jubilæumsfest i Middelfart. Læs mere om denne fest og LM's jubilæum her.