Foto af Mikail Duran
Af Carsten Hjort Pedersen, Hillerød
Daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut
Før eller siden vil langt de fleste familier opleve, at børn sætter spørgsmål ved, om de nu også nødvendigvis skal med i kirke. Måske keder de sig? Måske savner de jævnaldrende? Uanset grunden til den manglende lyst, er der tre råd, jeg vil give, hvis du står i den situation.
En kristen familie går i kirke*. Det gør de ikke blot, fordi der er stærk tradition for det. De gør det, fordi det er vigtigt for dem som kristne mennesker. De gør det, fordi det med at tro på Gud ikke udelukkende er en individuel beskæftigelse. Det er i høj grad også noget fælles.
Den sandhed trænger vi til at slå fast i vores individualistiske tid, som i høj grad også præger os kristne. Mange af os bærer desuden en pietistisk arv med os, som der er meget godt at sige om, men som også har haft en tendens til at gøre troen til noget meget individuelt. Men troen er altså i mindst lige så høj grad noget fælles.
Det har stor betydning for det, som denne lille artikel handler om. Vi skal væk fra den dominerende tanke, at kirkegang 100 % er en individuel sag. Kirkegang er selvfølgelig også en individuel beslutning for unge og voksne, men vi trænger til at få styrket den kollektive tænkning og praksis. Vi går i kirke – sammen med alle de andre – fordi vi er et fællesskab, som ingen ringere Jesus Kristus har sat os ind i ved dåben og troen.
Normalt vil det være sådan, at små børn – op til ca. 10 år alderen – automatisk følger med i kirke, hvis far og mor altså er trofaste. Selvfølgelig kan der være brok også med små børn. Men dels er det ikke forsvarligt at lade dem være alene hjemme, dels vil en sund forældreautoritet give små børn den tryghed, at det er ikke en sag, de selv skal afgøre hver søndag morgen.
Hvis kirkegangen er blevet en fast rytme fra barndommen af, vil den heldigvis også for mange betweens og teens fortsætte med at være det. Men før eller siden vil langt de fleste familier opleve, at store børn sætter sig til modværge! Hvorfor skal vi altid i kirke? Det er kedeligt. Jeg gider ikke. Jeg kan sagtens være alene hjemme.
Hvad gør man som forældre i den situation? Lad mig nævne tre ting:
Gør dig for det første klart, at dine børn har brug for at komme i kirke. Fordi troen også er noget fælles. Fordi selve det at være i fællesskabet har en formativ virkning. Fordi der forhåbentlig også er noget i din kirke, der appellerer til dem. Fordi de forhåbentlig møder jævnaldrende, som også er en del af fællesskabet.
Det er altså ikke børnemishandling – det er tværtimod omsorg for sine børn på meget højt plan – at tage dem med i kirke, også når de er halvstore. Sådan som du sørger for, at dit barn kommer i skole, spiser sund mad og ikke har for meget skærmtid (selv om børnene protesterer), sådan er det også med kirkegangen. Den er udtryk for åndelig omsorg for dit barn.
Nogle ganske få børn tager bevidst afstand fra den kristne tro på et meget tidligt tidspunkt, fx som otteårige. I den situation tænker jeg, at man kan gøre to ting:
For de fleste børn er det med ikke at ville med i kirke mere noget med, at de ikke gider eller ikke har lyst. I de tilfælde gør man som forældre klogt i at give sig god tid til en snak med barnet om, hvorfor det har det sådan. Spørg og lyt med empati! Og prøv at finde løsninger.
Du kan også tale med dit store barn om, at det med at være med i et kristent fællesskab også er en åndelig kamp. Gud og djævelen er på spil. Den første for at fastholde dig i det kristne fællesskab. Den anden for skille dig fra det. Især når dette kommer på banen, er det selvfølgelig nødvendigt med en tryg og fortrolig tone, så samtalen ikke kan føles som en trussel.
Som sagt: Så længe børnene er små, er det ikke en sag, der står til diskussion, at vi skal i kirke. Når de bliver halvstore og nogle protesterer, så prøv dig frem med de ting, jeg nævnte i punkt 2. Men før eller siden er det jo en sag, hvor barnet selvstændigt må afgøre, om det tager med i kirke.
I en periode i vores families liv var situation den – meget mærkværdige! – at vi gik i kirke søndag formiddag og til møde søndag aften. Da børnene blev 13-15 år gamle, måtte de vælge, om de ville med om formiddagen eller om aftenen – eller begge gange. De valgte aldrig begge gange, og de valgte næsten altid søndag formiddag.
Nu er det sjældent, man kan lave sådan en valgordning, men princippet er for mig det samme: Når børn er 13-15 år gamle, er de normalt så modne, at de selv må vælge. Man kan og bør fortsat tale med dem om det med kirkegang og kristent fællesskab. Her kan det også spille ind, om dit barn kommer i et kristent ungdomsfællesskab. Hvis det gør det, kan det måske betyde, at du også synes, det er OK, at kirkegangen – for en periode – ikke er altafgørende.
Prøv at holde samtalen åben, men øv dig også i at respektere dine store børns valg.
For øvrigt er det ikke en given sag, at fordi dit barn har været kirkegænger op igennem teenageårene, at de så bliver ved med det senere hen i livet. En anden af artiklerne her på hjemmesiden (Teenageres valg og fravalg) handler om den smerte. Læs den!
Lad mig runde af med at minde om, at Gud kender dine store børn, og han har et inderligt ønske om, at de må høre ham til, og at de må være en del af et kristent fællesskab. Så giv slip. Du er ikke Gud. Du betyder ikke ALTING for dine børn. Gud tager hånd om dem.
Du har derimod ansvar for – efterhånden som dit barn bliver modent – at give det ubetinget frihed til at vælge til og fra i forhold til kristne fællesskaber. Der kommer intet godt ud af at tvinge nogen til at tro eller til at komme i et kristent fællesskab.
* Her skriver jeg om at gå i kirke, men noget tilsvarende gælder, hvis man går til møde i et missionshus.