»Homoseksualitet, heteroseksualitet og den Bibelske baggrund«

Af Peter Nissen,

Præst i Bramming Frimenighed og formand for KNUS - Kristent Netværk omkring Udfordret Seksualitet.

Gift med Bodil og biseksuel.

Er glad for film, musik, at rejse og vandre i naturen. 

Ud fra forskningen er det meget uklart, hvor homoseksualitet kommer fra, og hvad der skaber det i mennesker. Det afgørende for os kristne er, at vi tror på en kærlig Gud som ønsker et dybt fællesskab med os. Derfor har han sørget for, at vi kender vejen til ham gennem Bibelens bøger og gennem livet med ham. Skal forbuddet give mening, må vi både forsøge at forstå, hvad Bibelen siger og leve i den intime relation med Gud, hvor vi dagligt oplever hans kærlighed. Det er den bedste måde at forstå Bibelens tale omkring homoseksualitet på.

Skabelsen

Bibelens tale om seksualitet har sit udgangspunkt i skabelsen. I Bibelens første kapitler læser vi, at som en del af Guds gode skaberværk skabte han mennesket som mand og kvinde med lige værd til at supplere hinanden. Adam var ensom i sig selv, og derfor skabte Gud en kvinde som den bedste hjælper til ham. De skulle blive et og skabe en ny familie (1 Mos 2,18-24). Så det første udgangspunkt er, at seksualiteten først kommer til sin ret i dynamikken mellem de to køn. Gud har valgt at virke med sin skaberkraft gennem foreningen af mand og kvinde, så de bliver i stand til at føde børn. Derfor er ægteskabet mellem mand og kvinde og familien, som de skaber ud af det, villet af Gud.

Dernæst skal vi forstå, at ægteskabet mellem en mand og en kvinde er en afspejling af forholdet mellem Gud og mennesker. I det Gamle Testamente sammenlignes Israels frafald mod Gud med en kvinde som er utro mod sin ægtemand (se Ez 16 og Hos 1-3). Dette billede tages op i det Ny Testamente hvor ægteskabet mellem en mand og en kvinde sammenlignes med kirkens forhold til Kristus (Ef 5,21-33; Åb kap 19, 21 og 22). I alle tilfælde knyttes den åndelige virkelighed tæt sammen med det intime forhold. Lidenskaben i sex afspejler Guds lidenskab i sin kærlighed til mennesker. Sex er ikke bare et behov eller et instinkt. Når vi har et intimt forhold til en anden person, vil det påvirke vores psyke og åndelige sundhed (1 Kor 6,12-20). Med syndefaldet blev egoistisk begær knyttet til seksualiteten, og derfor er der i de 10 bud et forbud mod urent seksuelt begær (2 Mos 20,17). Den tanke bekræftes af Jesus (Matt 5,27-28).

Konsekvens

På den baggrund skal vi forstå de få steder, hvor homoseksualitet nævnes direkte i Bibelen. Når det Gammel Testamente forbyder to mænd at have samleje sammen, skyldes det, at den praksis er knyttet til en generel åndelig urenhed, nemlig der hvor folkeslag grundlæggende afviser at følge Guds lov (3 Mos 18). Åndelig velsignelse er knyttet til at overholde Guds anvisninger (3 Mos 26). I det Ny Testamente bliver forholdet mellem Gud og mennesker fornyet gennem Jesus, men homoseksualitet betragtes stadig som udtryk for både fysisk og åndelig utugt. Udbredelse af homoseksualitet i et fællesskab er udtryk for et samfund som ikke vil anerkende Gud, sådan som han taler til os i vores hjerter (Rom 1,18-32). Som kristne kaldes vi til at vælge Guds retfærdighed frem for at følge vores lyst til at dyrke os selv (1 Kor 6,9-11). 

Dybfølt kærlighed

Når det er sagt, er det også vigtigt at påpege, at Gud elsker alle mennesker uanset vores fald og synd. Selvom vi falder og vælger en seksuel praksis som er imod Gud, ønsker han at genoprette det tætte forhold mellem os og ham (se Ez 16,59-62; Hos 2,16-25). Se hvordan Jesus omgik mennesker på. Selvom de var faldet, tog han imod dem og gav dem en ny chance (se Luk 7,36-50; 19,1-9; Johs 8,1-11).

Sagen er at mange - også kristne - kender til homoseksuelle følelser. Bibelens fordømmelse er ikke rettet mod os som har homoseksuelle følelser. De er ikke værre end så mange andre lyster og tanker, der falder udenfor Guds gode plan med mennesker. Det afgørende er, om vi dyrker det og lever i det som får os væk fra Gud og hans kærlighed. Her skal vi tænke bredere i lyset af alt det, som Bibelen kalder synd. I forhold til homoseksualitet handler det om at forstå og anerkende, hvordan Gud har skabt verden og se den åndelige forbindelse mellem Gud og mennesker. Jesus kom for at genoprette den tabte forbindelse. Derfor er det afgørende, at vi lever i hans tilgivelse. Det vil medføre en kamp, mod det i os som vil trække os væk fra Gud. Men kampen er værd at tage, for den kan give os et meget intimt forhold til Gud, som vi ellers vil miste.

 

 

Links og bøger

https://knus-netvaerk.dk/
www.adamogeva.dk
Ed Shaw, Bare sig nej! - Et personligt opgør med letkøbte svar om køn og seksualitet (2015);
Espen Ottosen, Mine homoseksuelle venner (2010).


Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os