Foto af Chris Devers

»Glæde over Jesus - Voxpop«

Hør artiklen her

Vi har spurgt forskellige mennesker, der er forskellige steder i livet, hvad der gør dem "Jesus-glade". Det rummer både hverdagshistorier og en fundamental glæde i livet.

Gud bærer

Julie Franksen Eriksen, 20 år, volontør i Tanzania for BDM

Da jeg skulle skrive dette, overbeviste jeg mig selv om, at mange andre ville kunne skrive det langt bedre end mig. Men så slog det mig en aften, at jeg skulle rette mit blik hen mod Gud og bede ham om hjælp. Og straks mærkede jeg glæden sprede sig i hele kroppen og taknemligheden over, at være et Guds barn. For jeg slår ikke til, men det gør min Gud!

Jeg vil virkelig gerne være god til alt. Men det kan jeg ikke. Ikke alene. Det frustrerer mig, når jeg ikke slår til, og når jeg fejler, for jeg er en rigtig dårlig taber. Men i magtesløsheden og frustrationen må jeg søge Gud. I stedet for, at have fokus på mine manglende evner og mit fejlende væsen, så må jeg rette mit blik opad. Jeg har nemlig en Gud, som er i stand til alt! For det er bestemt ikke Guds vilje, at jeg skal kunne alt. Tværtimod. Han minder mig om igen og igen, at jeg har brug for ham. Som Paulus så fint har beskrevet det i sit brev til Filipperne: ”alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.” Og det gør mig glad! At se hvordan Gud bærer mig gennem alting og mærke, hvordan han har hånd om mit liv.

2. Kor. 12, 9.10

Den dybe glæde skyldes Jesus

Erik Sode Nielsen, 74 år, pensioneret lærer fra Løgumkloster Efterskole

Jeg har været en kristen i mange år, men det er ikke sådan, at jeg altid har følt mig glad. Jeg er nemlig også et menneske! Men der er noget, der midt i livets uro giver mig en indre ro og glæde. Det er, når jeg lytter til en forkyndelse, der giver mig Jesus.

Jeg bliver også glad, når jeg gør noget godt for andre – også for Jesus! Det er en del af livet som kristen. Men den dybe glæde får jeg, når jeg hører, at jeg for Jesu skyld:

  • selv med alle mine mange fejl må være ren og hellig – som Jesus er det
  • må kaldes et Guds barn – og være det (1 Johs 3,1)
  • må vide, at Jesus altid er der for mig – han er min forbeder og stedfortræder i Himlen
  • og må tro, at livet ikke slutter med døden – jeg skal arve Himlen, leve evigt sammen med Jesus.

Det er godt at høre Jesus til! Jeg er blevet glad for Jesus!

Gal 3,1: Jesus Kristus er blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede.
1 Johs 1,7: Jesu blod renser os for al synd.

I virkeligheden er jeg elsket

Nicoline Haahr Kristensen, 27 år, arbejder på forsorgstilbud for unge hjemløse

At være glad og kunne glæde sig er noget, vi alle stræber efter på et eller andet niveau. Verden i dag fortæller, at vores udseende, arbejde eller studie kan gøre os glade og lykkelige. Det kan det måske også for en tid, men på et tidspunkt ældes din hud, og du bliver uarbejdsdygtig. Hvad så?

Jeg blev som teenager sønderknust i min søgen efter at blive set, særligt blandt mine venner. Mine hverdagsoplevelser forstærkede stemmer, som sagde: “du er ikke noget”, “du duer ikke til noget” og “der er ikke nogen der kan lide dig”. Problemet med disse stemmer er, at de ikke er fra Gud, de er fra Satan. Gud og Jesus fortæller os en anden virkelighed. En virkelighed hvor du er elsket, er uendelig meget værd, lige meget hvor meget lort du har lavet. Denne virkelighed kan vi godt have hørt med vores øre, men har vi forstået kraften af det i vores hjerte?
Vi må bede om, at Gud må vise os hans uendelig kærlighed til os. Så vi forstår det helt ind i krop, hjerte og sind. Det der skete på korset er en kærlighedserklæring til dig. Den afhænger ikke af, om du gør gode eller dårlige ting. Den kærlighedsglæde Jesus har elsket dig med, kan blive din glæde, på solskins dag og tordenvejrsdage.

Taknemlighed fører til glæde

Samuel Christensen, 23 år, Studerer idræt på Københavns Universitet

En af mine gode venner plejede at sige: ”Taknemlighed fører til glæde!” Det er min oplevelse, at han havde ret. Overordnet set er Jesus den person, som jeg har mest at være taknemlig for. For pga. Jesus ved jeg at Gud elsker mig lige, som jeg er, derfor er jeg fri for at skulle retfærdiggøre min egen eksistens, og jeg har et håb om et evigt liv. Så i dette liv er det onde midlertidigt og det gode blot en forsmag på det som kommer. Uanset hvad ved jeg, at når jeg tror på Jesus, får mit liv en ”happy (never)ending.” Set i det lys blegner alle de bekymringer og ting som kunne stjæle min glæde. Dog skal denne vished holdes ved lige, derfor må jeg en gang imellem stoppe op og genopdage evangeliet, så jeg igen kan få taknemligheden og glæden. Det er vigtigt, at huske på at vi som kristne har uendeligt meget grund til altid at være glade!

Jeg genopdager f.eks. Jesus-glæden via klip som dette - og dette.

Rom 15,13 - Fil 4,4

Det uperfekte

Clara Vigilius, 18 år, Gymnasieelev  

Jeg kan føle et pres – en forventning om at være perfekt. Min hverdag er fyldt med mange forskellige områder jeg gerne vil ”præstere” i. Det er i forhold til min skole, på fodboldholdet, som veninde og kæreste, i KFS og LMU – som kristen generelt, alt imens jeg gerne vil se godt ud og fremstå som den her overskudsagtige type, der har styr på det hele. Faktum er bare, at det har jeg ikke og det kan jeg ikke. Og min erfaring er, at der ikke er nogen glæde i, at stræbe så hårdt efter det perfekte. I stedet bliver min utilstrækkelighed en konstant frustration – et konstant nederlag. Derimod, finder jeg glæde og frihed i, at minde mig selv om, at jeg ikke behøver at være perfekt, fordi Jesus var det og fordi han er det. Med det perspektiv, er jeg sat fri fra alle andres forventninger og tanker om mig, ja selv mine egne, for de er alle sammen ligegyldige. Jesus har leveret opgaven til UG og taget min plads, og det er det eneste der betyder noget. Derfor kan jeg hvile i at leve som  hans uperfekte og elskede barn. 


Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os