Foto af Sharon McCutcheon på Unsplash

»Pornografi og afhængighed«

Af Søren Skovgaard Sørensen, Nødebo.

Generalsekretær i Luthersk Mission. Smed og Teolog.

Er Tottenham-fan. Bedste spiller: Glen Hoddle.

Det er et stort tabu i Danmark, at pornografi ødelægger relationer og har store sociale konsekvenser. Og det gælder i alle slags relationer – både for singler, forlovede og gifte par. Der er hjernekemi på spil, risiko for afhængighed, men også mulighed for at komme videre.

Mange parforhold er ødelagt pga. pornoens skjulte liv. Mange troede, at de på en uskyldig og forsigtig måde kunne besøge den virtuelle pornografiske verden – for derefter at slippe det hurtigt igen. Men det har vist sig for mange, at det ikke blev ved det uskyldige flygtige besøg. Jeg har lyttet til mange, som har kæmpet med afhængighed af porno og også til nogle, der har opgivet at vinde over den. Den Onde har bundet utallige mennesker i mismod og opgivelse med porno. Du er ikke alene.

Bibelens syn på porno

Pornografi har i dansk kultur været en del af frigørelsesbølgen og har dermed fået bred offentlig støtte. Men Bibelen er tydelig i sin tale om pornografi: Når Bibelen i 1. Kor. 6,18 skriver ”hold jer fra utugt”, så er det en direkte oversættelse af det græske ord ”porneia”. Og i 1. Kor 6,15 oversættes ”porneia” med ”en skøge”. Bibelen er klokkeklar: porno er synd, og det skal ikke utydeliggøres på nogen måde. (Læs om porno og tilgivelse her).

Hvor går så grænsen mellem porno og den blotte afsløring af menneskets nøgenhed, som i sig selv ikke er syndig, men Gud velbehagelig smuk? Når Jesus kalder ”et lystent blik på en andens hustru” for ægteskabsbrud i Matt 5,28, afslører han, at lysten ikke først bliver til en synd, når den udføres fysisk, men allerede når den optræder i tanken. Det er med andre ord ikke alene det, du ser på skærmen, der er syndigt, men de følelser, som vækkes af det. Lysten til utugt kan lige så godt komme fra syndige tanker i hverdagen eller andre tv-programmer som f.eks. Game of Thrones, Paradise Hotel eller romantiske film. Det er egentlig ikke nøgenscenen, der er forkert, men den kontekst, som den nøgne krop udspiller sin funktion i.

Desuden er der desværre alt for mange, der har erfaret, at det er meget svært at modstå en fysisk konkret synd, som man længe har øvet sig på mentalt. Hvis man har set porno i længere tid, så siger erfaringen desværre, at det er svært at sige nej, når fristelsen melder sig.

Hvad gør porno ved dig?

Pornografi påvirker hjernen på samme måde som gambling. Du mister kontrol og lader dig rive med. Hormonstoffet dopamin bliver frigivet i hjernen, når den oplever noget spændende. Det former vores hjerneceller, så vi bliver motiveret til specifikke handlinger, der kan give mere af samme afhængighedsdannende følelse. Det betyder, at din hjerne ikke kun ønsker, at du fremstiller mere dopamin, men kræver det.

Porno skaber afhængighed ligesom alkohol eller narko. Jo mere du ser, desto vanskeligere bliver det at holde op. Porno er et drug. Og i dag er det desværre blevet det billigste drug af dem alle, da du kan finde det gratis overalt på internettet. Hvis du vil vide mere om, hvordan hjernen reagerer ved brug af porno, så gå ind og læs artiklen How Porn Affects The Brain Like A Drug.

Vejen ud

Medicinen til at komme ud af afhængighed af pornografi er at sende en modreaktion til hjernen. Ét råd er at fortælle en god ven om din afhængighed. Det kræver stor støtte fra andre, hvis du vil ud af afhængighed. Din ven er ikke mindst vigtig, når du igen ikke kunne modstå fristelsen og har brug for at tro på, at tilgivelsen også gælder for dette fald. Det kan også være, at det for nogen er bedre at bruge en moden sjælesørger. Det behøver ikke at være en, du kender. Når du skal stå til ansvar over for en anden, er det sværere at lade sig falde i og nemmere at kæmpe imod. Og hvis man falder, er det rart at få bekendt og talt om tilgivelsens virkelighed. Erfaringen afslører, at det man deler med en anden, bliver halvt så tungt. Det gælder også med andre ting som sorg, skuffelser, bekymringer og i kampen mod synden. Desuden er det en god ide at sørge for at fylde nogle sunde gøremål ind i sin hverdag, som kan give en naturlig dosis dopamin. Se mere her om konkret hjælp.

Som kristen har du desuden et ekstra råd: Bed til Gud. Når det gælder bøn, må du stole på, at Guds Ånd beder for dig, også når du ikke magter bønnen, fordi du for tusinde gang kommer til Gud, fordi du er faldet i pornoens fælde. For det andet, så er det er godt at bede sammen med en kristen ven, som kan hjælpe dig med at stå fast i ”kampen”. Gud har magt til at gå ind og ændre din lyst til porno. Sandheden er jo, at synden ikke kun er beskidt, men også noget vi har lyst til. Derfor er det vigtigt at være flere sammen om at modstå fristelsen til tilbagefald. Fyld dit hjerte med evangeliet, for det har en magt, som vi ikke selv besidder. Og så må du undgå det, som du på forhånd ved kan lede til synd. Det er ikke en synd at blive fristet – Jesus blev også fristet! Men find hjælp hos Jesus, når fristelsen byder sig.

Porno er ikke det samme som sex

Du må ikke tro, at sex og ægteskab er et middel til at stoppe din lyst til porno. Afhængigheden er skabt af pornografi, og sex og porno er ikke det samme. Tværtimod har pornografien ødelagt mange parforhold, fordi den netop tømmer seksualiteten for nærhed, intimitet og kærlighed. Den Onde har i alt for stor stil lykkes med at vende noget sundt og godt (sex i ægteskab) til noget usundt og dårligt (pornografi).

Denne viden er vigtig for at vinde kampen imod porno. Pornografien skaber urealistiske billeder og forventninger til sex. På adamogeva.dk skriver en ung pige for eksempel, at hun har opdaget at hendes mand, selv kort tid efter et samleje kan gå ind for at se porno og onanere. Det tydeliggør, at porno og sex er to forskellige ting.

Vi kan ikke tale for meget om denne problematik. Vidensdeling er vigtig, for at vi rent intellektuelt kan skelne mellem, hvad der er sundt for os - og så vi ikke fortolker det sunde ud fra, hvad, vores danske kultur synes, er normalt.

Befrielse fra skam

Skammen er blandt de mest komplekse følelser, vi har, og den dukker også op i kampen mod porno. Den dukker op hver gang, vi føler os afvist. Det vigtigste er, at du ikke tror, at Jesus vil afvise dig, fordi du falder i synd. Derfor må du heller ikke afvise dig selv i skamfuld opgivelse. Jesus rummer din skam. Lad skammens ansigt ”blotte sig” foran Guds ansigt. Velsignelsen udfordrer os til at løfte vores ansigt og møde Guds ansigt. Sådan kan Guds nærvær og ansigt lyse over os og være os nådig og give os fred. (Se artikler om skam og tilgivelse under kategorien "Psyken")


Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os