Forkyndelse i fokus

Det var, hvad 20 bornholmske unge havde på et tre dages kursus over to weekender i Nexø.

Ungdomskonsulenterne fra LMU og ELU, Anders Solgaard og Chris Rasmussen, havde inviteret øens LMU’ere, IMU og ELU’ere til Tænke, Tale og Tro.

Til kurset blev der undervist og diskuteret, hvad god forkyndelse er, hvordan vi lytter kritisk til det, mens underviserne delte, hvordan de forberedte sig til deres forkyndelse og underviste om nådegaver og tjenestedeling. 

”Forkyndelse fylder i vores fællesskaber, fordi Jesus fylder. Vi havde til kurset valgt at definere forkyndelse bredt, så det ikke udelukkende henvendte sig til eventuelle kommende prædikanter. Vi forkynder også, når vores klassekammerater spørger, hvorfor vi er kristne, når vi holder andagter og når vi holder børnemøder,” fortæller Anders Solgaard.

Til kurset var der indkøbt rigelige mængder slik og kaffe, mens de unge blev bespist med flæskestegssandwich og pizza. Kurset var over to weekender, og i tiden mellem blev de unge opfordret til at forberede forkyndelse, som de så skulle prøve af foran deres medkursister til den sidste samling.

Den udfordring tog flere af dem op.