»Evangeliet om helliggørelsen«

Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at vi ikke kan blive hellige ved at gøre gode gerninger. Et træ kan heller ikke blive godt ved at bære god frugt, men et godt træ bærer god frugt.

Vi bliver hellige, når vi bliver frelst ved tro på Jesus. Han gør os hellige. ”For før verden blev grundlagt, har Gud udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.” (Ef 1,4) Derfor handler al sand helliggørelse ikke om os selv og vores fortjeneste, men om at blive i Jesus og leve som de frie Guds børn, vi er i Jesus. Helliggørelse handler om at leve det nye liv, vi er købt fri til at leve, når Jesus har frelst os – ikke for at blive hellige, men fordi vi er hellige i Jesus (Ef 5,8-11).

I lang tid tror jeg faktisk, jeg levede (og kæmpede) med den misforståelse, at jeg blev frelst af nåde, men at et liv som kristen, var et liv under loven - ellers kunne det jo være lige meget, hvordan jeg levede, tænkte jeg.

Jeg husker stadig tydeligt, da jeg første gang for alvor lagde mærke til, hvad der står i Rom 6,1-14. Det var med til at afsløre min misforståelse som trældom og sætte mig fri. Her forkyndes det nemlig, at vi skal kæmpe mod synden, fordi vi, der er døbt og tror på Jesus, har del i hans død fra synden og hans opstandelse til et nyt liv. Den virkelighed, der gælder Jesus, den gælder altså os (Rom 6,11). Derfor skal vi kæmpe mod synden og stille os til rådighed for Guds vilje – ikke for at blive frie, men fordi vi er frie i Jesus.

Pointen bliver måske endnu tydeligere i v. 14: ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.” Nåden er det ufortjente – det, som Jesus har gjort for os. Det er det, vi bliver frelst ved, men det er også det, der er helliggørelsens hemmelighed.

Det at være kristen, er som at være en slave, der er blevet købt fri fra slaveriet for en ubegribelig høj pris, og som ikke kan andet end at falde på knæ foran ham, der gjorde det, og sige: ”Herre, jeg vil altid tjene dig.”