Af Søren Skovgaard Sørensen
Generalsekretær for Luthersk Mission og fan af Tottenham.
Gift med Miriam og har 3 børn.
Til indledning vil jeg læne mig op ad Leif Andersens udmærkede udtryk for helliggørelse som kærliggørelse. Det ord findes ikke i ordbogen og stavekontrollen reagerer prompte med rødt. Og det passer sig egentlig meget godt for emnet. Helliggørelse er nemlig ikke sådan lige at få sat i system. Det er ikke os, som sikrer det – men vi er dybt afhængige af noget uden for os selv.
Dette beskriver Svein Ellingsen så fint i sin fantastiske salme (Den danske Salmebog 367):
Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv.
Vi er afhængige af Guds Ånd for, at vi kan helliggøres. Helliggørelsen sker ikke som en afsluttet engangsbegivenhed, ligesom fx retfærdiggørelsen. Helliggørelsen er en uafsluttet proces, som begynder med den forvandling, som sker i ethvert kristent menneske. Det skal ikke forstås lineært, som om vi bare bliver bedre dag for dag. Helliggørelsen kan sagtens have tilbagegangsperioder, hvor det, som ser kærligt ud i det ydre, er motiveret af hovmod fremfor af oprigtig omsorg. Og derfor skal vi ikke søge bekræftelse i vores eget fromhedsliv, for det bliver aldrig rent nok eller fuldkommen kærligt.
Det er sådan, at når vi tror, at vi har forstået det hele perfekt mellem retfærdiggørelsen og helliggørelsen, så bankes vi tilbage til virkelighedens kamp mellem det, Bibelen kalder ånden og kødet. Paulus har en fin beskrivelse af denne kamp i Rom 7, om hvordan vi aldrig bliver færdige med kampen imellem at ville det gode og gøre det onde.
Men det skal ikke holde os tilbage for at tale om den kærliggørelse, som sker i et kristent menneske. Paulus skriver i Rom 6,6-8: ”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.”
Livet med Jesus forvandler vores sind og liv (Rom 12,2). Ikke på den måde at vi skal forvandle os selv. Og det er måske det sværeste for særligt unge mennesker i dag. Tidsånden taler uafbrudt om, at vi skal skabe vores eget image og være noget særligt. Det gælder både i forhold til andre og til samfundet. Den vej ødelægger mange mennesker. Og mange er også knækket på troens vej, fordi de troede de skulle leve på en speciel måde og forvandle sig selv til Guds ære. Det er aldrig vores egen kraft, der kan helliggøre os. Det er altid Gud, der elsker først.
Men Guds kærlighed smitter! Guds nåde forhindrer syndens magt i at have magten over os. På den måde aktiveres vi passivt ved at stille os til rådighed for Gud i lydighed mod ham, så vi helliges (Rom 6. 15-19). Vi er med andre ord helt afhængige af, at Guds nåde kalder kærliggørelsen frem. Og det kan han, fordi vi ved genfødslen er blevet et nyt menneske.
Det giver os et sandt billede af Gud, hans magt og af at vi skal være gudfrygtige (1 Tim 4:7b). Paulus skriver i Fil 2:12, at vi skal arbejde med frygt og bæven på vores frelse… Vildt! Siger han virkelig det? Ja, men han er godt klar over, at det kan misforstås, så inden vi løber for langt ned ad hovmodets vej, så skynder han sig i det næste vers at understrege ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje”. Det er aldrig os selv, der forvandler os, det er Gud, der virker det gode i os. Men samtidig, så opfordres vi til at sætte al vores vilje og aktivitet ind på at kærliggøres.
Vi kærliggøres ikke for, at Gud bedre kan lide os. Nej, kærliggørelsen er til gavn for vores næste. Og her af kommer kærlighedsbudet: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv”. Vi skal ikke være næstekærlige for at gøre os fortjente til Guds kærlighed. Det er omvendt. Fordi vi selv modtager Guds kærlighed til os, og kan fyldes af den, så vil det flyde over til næsten.
Næstekærligheden fødes ved, at han elskede os først. (1. Joh 4,19)