Mødelederens opgave
Mødelederens opgave er at sikre, at selve mødet går som nogenlunde planlagt. Mødelederen skal holde styr på; at tiden bliver overholdt, at præsentere aftenens program, at fortælle løbende, hvad der skal ske, fx synge, bede, give ordet videre til prædikanten, give meddelelser og takke for de forskellige medvirkende til mødet.
Det er meget vigtigt for de deltagende medlemmer af mødet, at de kan mærke, at der er styr og orden på mødets gang, at mødet går i gang til tiden, og at mødelederen ikke dukker op helt uforberedt og ubevidst om, hvad der skal ske.
Derfor har LMU lavet en lille checkliste, som mødelederen kan tage udgangspunkt i, for at blive klædt en smule på til opgaven. Det kan være, at det ikke er alle punkter, der er relevante for din LMU, så se bare bort fra disse punkter.
God læse- og arbejdslyst!
Under mødet
Kom afsted i god tid og sørg for at hilse på de andre medlemmer og på taleren, hvis I får besøg af en taler.
Start mødet med at byde velkommen til dem, der er kommet til mødet. Byd også taleren velkommen, hvis I har besøg af en taler. Her kan du vælge at indlede aftenen med nogle tanker, du har gjort dig, et filmklip, en leg, nogle tjek-ind spørgsmål eller noget helt andet. Du må gerne være kreativ.
Følg dagsordenen. Du har forinden mødet besluttet, hvilke sange, der skal synges, hvornår andagten skal holdes, hvornår taleren har sin taletid, hvornår kaffen bliver sat frem, hvornår der er meddelelser. Du styrer det!
Det kan være en god idé selv at give en respons på dét, som taleren havde med til jer. Det kan godt være, at du ikke blev fanget af noget, og så er det også helt okay. Men det kan være med til at starte en dialog blandt de andre i jeres LMU. Tænk over, hvad du særligt lagde mærke til under talen, hvad tager du med dig hjem, var der noget du blev udfordret af?
Afslut gerne jeres møde med en bøn eller en afslutningssang.
Husk at gøre plads til meddelelser. Det kan være, at der er nogle medlemmer, der sidder med en vigtig besked til resten af flokken. Informér gerne om næste LMU-møde, hvem der har opgaver dér, kommende arrangementer og møder i LM/LMU. Husk at sig tak til alle medvirkende til mødet, og tak til medlemmer for at dukke op. Giv gerne taleren en ekstra tak, hvis I har besøg af en taler.
Inden mødet
Det kan være en god idé at bruge noget tid på at bede for mødet. Overvej gerne, hvad du håber på, at andre skal gå hjem med fra mødet.
Lav gerne en dagsorden til dig selv, som du kan tage med dig. Det kunne være en indledning, bøn (fra dig eller i små grupper), en lille leg, sange (tænk over emnet for aftenen), refleksionstid, andagt (måske en anden har den med).
Er der styr på, hvem der spiller musik til sangene? Det kan godt være, at der allerede er styr på dette, fordi LMU-foreningen har lavet en plan for, hvem der spiller fra gang til gang. Så ser du bare bort fra dette punkt.
Kontakt taleren, gerne en uge før mødet, så I er sikre på, at I har en aftale. Det kan være, at taleren har nogle spørgsmål, fx om I har en projektor til rådighed, sangforslag, spørgsmål til refleksion/samtale. Du kan også fortælle vedkommende om, hvad I er for en LMU (antal, alder, interesser, antal ikke-kirkevante), hvad du selv har tænkt dig med aftenen, hvor og hvornår I mødes. Det kan godt være, at der er én fra bestyrelsen, der har til opgave at kontakte taleren, så ser du bare bort fra dette punkt.