»Er lutheranere sure?«

Du træder ind i en luthersk menighed, mens de synger sangen ”Ny fryde sig hver kristen mand”. Flokken, som du kigger ud over, sidder helt stille med nedadvendte mundvige og armene over kors, men de fortsætter ”… og springe højt at glæde. Ja, lad os alle trindt om land, med liv og lyst nu kvæde!”

Det er ikke et utænkeligt scenarie. Og én af dem kunne være mig. Hvorfor? Var Martin Luther generelt sur? Det tror jeg faktisk ikke. Beskrivelserne af ham går snarere i modsat retning. Det er faktisk ham der har skrevet sangen. Han opfordrer os til at hoppe og danse af glæde pga. netop det, som luthersk forkyndelse særligt fremhæver. Hverken Martin Luther eller hans teologi kan få skylden for sure lutheranere. Men hvad kan det så være?

Skandinavere

Jeg tror, at det i langt højere grad har en historisk og sociologisk forklaring. Luthersk kristendom var i mange år nordeuropæisk præget. Nordtyskere og skandinavere er ikke de mest sprudlende folkefærd. Luthersk kristendom i Skandinavien er vokset frem via nogle personer med alvorligt sindelag. De har forkyndt evangeliet præget af deres livserfaringer og med deres personlighed. Tilhørerne har været lidt de samme typer med de samme livserfaringer.

Mange lutherske vækkelsesbevægelser, som fx Luthersk Mission, har rødder i det vi kalder pietismen. Pietismen lægger vægt på fromheden og praktisk næstekærlighed.

Misforstået fromhed

Desværre er der også tendenser i pietistiske bevægelser til en misforstået fromhed, der ser alvorligt sindelag - en oplevelse af angst og optagethed af sine egne fejl og mangler - som nødvendige for at være en rigtig kristen. Det anses for noget særligt godt at være trist eller deprimeret over sig selv. Det er en selvcentreret måde at tænke på, hvor fokus hele tiden er på én selv og hvad man selv kan gøre. Godt nok ikke som i konkrete gerninger men som et trist sindelag der kan vise mig selv, Gud og mennesker omkring mig, at jeg særligt fortjener og er parat til at blive tilgivet. Der kan endda gå konkurrence i at være alvorlig og trist – en fromhedskonkurrence hvor vi kappes om at være de bedste kristne ved at sørge mest over vores syndige natur.

Det er ikke fromt at være trist. Luthersk forkyndelse skal netop få os til at indse, at der ikke er noget vi kan gøre selv, og at Gud gør alt uden at finde nogen årsag til det i os. Fokus skal væk fra os selv.

Glæd jer med de glade

Og så er vi nødt til at modificere påstanden om lutheranernes surhed. Der er masser af glade og lykkelige lutheranere i Danmark, som også viser deres glæde og lykke på mange forskellige måder. Hvis man zoomer ud til globalt niveau, vil man også støde ind i lutheranere i andre dele af verden, som udtrykker en livsglæde og lykke i overensstemmelser med, hvad der er kultur hos dem. I flere afrikanske lande, hvor nogle af de største lutherske kirker findes, vil man opleve en sprudlende udtrykt glæde i menighederne, der er helt anderledes end i de nordeuropæiske søsterkirker. Det bekræfter min påstand om, at det primært er af historiske og sociologiske årsager, at lutheranere i Nordeuropa (måske) er så sure.

 

 

 

"Ny fryde sig hver kristen mand" af Martin Luther. DDS nr. 487

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rom 12,15